Uffe Guf Lorenzo Woodrose Lorenzen

Hej Uffe eller Guf som du jo kaldes, tak for din tid.

(Her følger interviewet. PM: er når Plademesser stiller spøgsmål GUF: er når Uffe svarer)

PM: Hvilken plade synes du selv er din bedste plade, af alle de plader du har udgivet med forskellige konstellationer og bands?

GUF: Altid den seneste eller den jeg er igang med. Men der er da favoritter som jeg selv anser som klassikere i mit eget bagkatalog – Blows Your Mind og Chasing Rainbows med Baby Woodrose, den første Dragontears og En Mærkelig Kop Te f.eks.

PM: Lige siden du var helt lille har du ønsket at være musiker, har du nogensinde været i tvivl om at det ville lykkes?

GUF:  Det at skrive sange er en så indgroet del af mit liv og min psykologi at det simpelthen bare er noget jeg gør og altid har gjort uanset om jeg har været rig eller fattig eller arbejdet med det ene eller det andet for at tjene penge eller hvordan jeg nu kommer igennem hverdagen. Og det er det der driver mig og maskinen fremad, og altså ikke ambitioner i konventionel forstand.

PM: Da du udgav “Kommer med fred” (nu i 7. oplag) med Spids Nøgenhat kunne I have lavet en Danmarksturne og tjent kassen, det gjorde I ikke? Hvorfor?

GUF: Det gjorde vi da også, jeg tror vi endda spillede 50 koncerter. Vi blev nok bare lidt trætte af det efter et stykke tid.

PM: Doh!

PM: Du er kendt for at mene at 20.000 kroner ikke er meget for en plade, hvilken plade er den dyreste i din samling?

GUF: Not true. Jeg har mange plader og mange af dem er mange penge værd, men jeg har aldrig haft råd til at give 20.000 for en plade. Den dyreste jeg ejer ifølge Discogs er Music Emporium fra 69, men jeg var samler af den type plader helt tilbage i slut 80erne da det meste kunne findes for en tier eller en hund, men det er da sandt at jeg lider af den OCD baserede besættelse som pladesamleri jo er, men det med priser og penge er altsammen et spørgsmål om prioriteter i mine øjne.

PM: Hvilken plade er din yndlingsplade pt?

GUF: Mike Walter – Mr Pruitts Apple Farm fra 1970 er den seneste jeg købte og en som jeg har lyttet en del til på det seneste. Den kostede vel 400 kroner forseglet inklusive forsendelse. Det synes jeg for eksempel ikke er dyrt.

PM: Du er i studiet for at lave en ny plade, kan du løfte sløret lidt for hvad det bliver for noget?

GUF: Jada, det er endnu en soloplade på dansk under mit borgerlige navn. En anelse mere udsyret end Galmandsværk fra 2017 og en del bedre efter min egen opfattelse. Den kommer til at hedde Triprapport og kommer til maj.

PM: Er der en guitar du altid har drømt om at eje?

GUF Nej, faktisk ikke. Jeg går ikke så meget op i gear, selvom jeg har fået samlet en del skrammel sammen over årene. HVis en guitar holder stemningen og lyder godt og ligger godt i hånden er jeg glad og spiller på den indtil den er rusten, faldet fra hinanden eller helt død i tonen.

PM: Hvilken guitar er din favorit nu?

GUF: Som sagt, jeg har ingen favoritter – jeg har den jeg spiller på. Lige nu er det en Yamaha 12 strenget akkustisk og den hvide Jaguar hvis der skal fræs på. Så har jeg min første, som er en italiensk Vox Teardop fra 65 med virkelig tynd lyd samt en 12 strenget elektrisk Burns Double Six jeg også bruger engang imellem i studie sammenhæng, men det er faktisk det.

PM: Hvordan kan det være at du synger på dansk nu?

GUF: Jeg blev lidt træt af at synge de samme sange efter 15 år med Volcano, What A Burn, Pouring Water og Baby Blows. Der gik lidt meget rock klicheer i den med de samme gamle rim hele tiden, men jeg nyder at udforske det danske sprog i skriveprocessen og forsøger at finde min egen tilgang og min egen tone. Det er lidt som at starte forfra og er nærmest spændende.

PM: hvad er den bedste koncert du har været til?

GUF: Det er et godt spørgsmål. Den der har betydet mest for mig er nok Kliche i Grå Hal i 1983. Jeg var 12 år gammel, sad på skuldrene af min storebror og de spillede sammen med Scatterbrain, Michael Valeur og SW 80. Det var der jeg vidste at jeg ville lære at spille trommer og bruge mit liv på at lave musik.

En anden der står helt skarpt i hukommelsen er Sonic Youth på Roskilde i 1987. Jeg kendte ikke bandet i forvejen og havde aldrig hørt noget lignende, sikke en fremmedartet lyd der kom ud af de guitarer. Jeg var 16 og gik ud og købte albummet Sister i Gry kort efter.

Så er der min første Dead Moon på Loppen i 1991 eller måske 92. Jeg er ret sikker på at det var deres fcørste koncert i København. Det var en tirsdag eller onsdag og der var højst 30 mennesker der sad ned ved bordene, men bandet spillede hele aftenen (2 sæt plus ekstra) og det ændrede også mit liv og min måde at opfatte og lytte til musikken.

PM: hvad er det bedste up and coming danske band pt?

GUF: Er man stadig up coming efter 3 albums? Så er det klart The Sonic Dawn.

PM: Jeg gider ikke at spørge om drugs lige som alle de andre. Tak for svarene Guf.

GUF; Det var så lidt. Beklager hvis jeg virker vrissen i svarene, det er jeg ikke.

PM: Du virker altid vrissen Guf 😉

GUF: Ja, jeg ved det.

PM: Er der, egentlig nogen du gerne vil arbejde sammen med i DK og er det egentlig bare at spørge ad?

GUF: Det har jeg egentlig ikke tænkt så meget over. Jeg tror jeg stadig selv opfatter mig selv som stående lidt udenfor selvom andre måske vil mene jeg nærmest, er hmmm, “etableret”. Jeg gad godt arbejde med Steve Albini. Synes det virker som om vi er på samme side lyd og teknologi-filosofisk. Fedt ord, teknologifilosofi.

PM: I danmark?

GUF: Jeg er egentlig ganske godt tilfreds med dem jeg arbejder sammen med og har faktisk ikke de store drømme om andet end at lave musik med søde folk jeg kender godt.

PM: Tusind tak for din tid Guf!

GUF: Selv tak!

Den nye plade der udkommer 10 maj 2019 på Bad Afro Records hedder Triprapport. Herunder ser vi videoen til den første nye sang fra pladen med Uffe Lorenzen aka Guf aka Aramis aka Møffe. Det tegner lovende med den nye plade og vi ser frem til at høre resten af numrene fra Triprapport.