Det lyder meget godt med pladebutikker, men i realiteten fandt vi kun en vinylbutik.
Pladejagt i Messina
Musicò Dischi Viale S. Martino, 225, 98123 Messina ME, Italien
Der er ikke det store udvalg af vinylshops i Messina. På Google Maps kan man finde butikken Musicò Dischi, men der er også et par pladestudier der står som pladebutikker.
Nå men turen gik til pladeforretningen Musicò Dischi. Butikken har et stort vindue imod vejen, og et kæmpe skilt over vinduet. På vej der hen skulle vi lige i små 200 tøjbutikker, synes Sheriffen.
Butikken er formet som et rektangel med den lange side imod vejen. Bagest er der et lillebitte rum, det er der man kan købe taletidskort og mobilabonnementer, da butikken samtidig fungerer som forhandler af disse.
Udvalget af vinyl var ganske fint. Der er ingen brugte plader og ingen brugte CDer. Der sælges kun CD og vinyl. Samt lidt forskellige små tasker med rockstjerner på. Disse tasker var udstillet i vitrineskabe.
Priserne var yderst rimelige, når man tager de seneste prisstigninger med i betragtningen. 25 Euro for et genoptryk af Nirvanas Nevermind på vinyl. En dobbelt-Lp som Queen: Greatest hits II kostede 32 Euro.
Der var de fleste genrer repræsenteret og det sjove var, at udvalget i butikken alt sammen var hængt op i glasskabe, der er altså ingen bladrereoler undtagen for CD´erne, der var hængt op i nogle store plader på væggen.
Hvis man skal købe plader her, skal man spørge ejeren om han vil låse pladerne ud af skabet. (Det vil han godt).
Sortimentet i LPer er koncentreret om få kunstnere, for eksempel Nirvana, Doors, Black Sabbath, Iron Maiden, Coldplay og en del lokale italienske kunstnere som Eros, Zuccchero osv. Til gengæld var udvalget af udgivelser med de få kunstnere ret stort.
Rent flipningsmæssigt var der ikke noget at komme efter, men der røg da et par ting i kurven til egen samling. Sådan som priserne stiger for tiden er det om at slå til når man får et rimeligt tilbud på vinylplader.
En fin lille vinylbutik i mangel af andre butikker i nærheden. Betjeningen var fin nok, lidt mærkeligt at være i en pladebutik, der kun sælger nye plader.
Herunder er det et galleri fra butikken, håber I kan se dem.
Husk at du kan finde flere beretninger om pladebutikker i Italien og andre steder, ved at klikke på relaterede indlæg, eller søge på “pladebutikker”.