Pladejagt i Lübeck
Det var påsketid og turen gik til Lübeck. Vinyler skulle jages imens Sheriffen og ynglet så på makeup og legepladser.
Langfredag er altid lukket i den smukke by Lübeck, så der var det sightseeing og ingen vinylplader.
Endelig blev det lørdag og der var tid til at besøge to pladebutikker. Den første butik “Studio 1” er nem at overse hvis du kommer inde fra byen af, kommer du fra bymuren kan du se de på væggen ophængte vinylplader, der symboliserer en vinylbutik. Butikken ligger i Grosse Burgstrasse 34, lige ved bymuren.
Studio 1 Lübeck
Det første indtryk var rod, indgangspartiet indeholder nogle reoler på hjul med massevis af vinylplader. Omme bag reolerne er der flere plader, kastet rundt i store bunker, her er tale om måske 2000 plader, der bare random er kastet op i bunker.
Der er nu ellers meget godt styr på genrer og kategorier. Hvis du leder efter svensksprogede plader, så er der en kategori til det. Den største kategori er rock, der er delt op alfabetisk, det er faktisk meget fedt når man ved hvad man leder efter blandt 4000 rockplader.
Den næstestørste kategori var alternative, indie punk. hvor der vel stod en 2000 plader. Metal kategorien var 30 plader og det var ren mormorheavy med Dokken som noget af det hårdeste. Der er lytteudstyr i butikken, hvis man får brug for at lytte lidt plader.
Use me baby!
Butikken sælger ikke nye plader, men har et stort sortiment af 12ere, CDer og bøger om musik. Forretningen er familiedrevet og indehaverne virkede søde og rare, jeg fik samlet lidt New Order 12ere op til en 5-7 euro stykket. Prislejet er yderst rimeligt i Studio 1.
Wo Anders?
Så gik turen videre til “Wo Anders” der ligger i Beckergrube 50. Butikken er en rigtig pladebutik, hvor der sælges nye plader samt brugte plader. Der var et kæmpe sortiment af tysk musik (sjovt nok) også de plader med Die Ärtzte man aldrig finder nogen steder og til ret rimelige prider. Som sædvanlig en stor sektion med alternative og indie. Stor reggaesortiment også. Der sælges lidt CDer også.
Rygning påbudt
Butikken er formet som et “H” hvor to lokaler bindes sammen af en lille gang. Hvis man nu skulle tage et gæt på hvor i butikken ejeren sad og kæderyg cigaretter og drak øl, ja så er det et sikkert bet at det skulle foregå i gangen, så han kunne fylde begge lokaler med tobaksrøg på en gang. Til sidst blev røgen for meget og jeg gik uden at købe noget som helst. Det var nu ellers en meget fin biks med rimelige priser.
Konklusionen på pladejagt i Lübeck
Alt i alt kan Lübeck anbefales, specielt hvis man er til det lidt mere alternative musik eller lige står og mangler lidt tysk ølpunkt til en smuk forårsaften.